søndag den 26. juli 2009

Grønt lys er farligst

MetroXpress mandag 25/5 2009, side 6.

Baggrunden for denne mildt sagt bemærkelsesværdige overskrift er en undersøgelse fra Rådet for Større Færdselssikkerhed, hvor cyklister er blevet spurgt om hvad de tror er den farligste situation i trafikken. 12% svarede "at køre over for rødt". Til det bemærkes "men ifølge politiets tal er krydsning af vejen for rødt kun skyld i 3% af ulykkerne mod 11% når cyklisterne kører over for grønt".

Ganske vist ser man mange cyklister køre over for rødt, men mon ikke der er betydeligt flere der venter til det bliver grønt? Især i de stærkt befærdede kryds, hvor der er flest ulykkesmuligheder. For at konklusionen skal holde, skal vi have nogle tal for hvor mange der kører over for rødt, og hvor mange der kører over for grønt. Jeg er overbevist om at "de grønne" overgår "de røde" med mere end den faktor 4 der skal til for at vende konklusionen på hovedet.

Dette er et eksempel på en hyppig fejl. Man sammenligner 2 fænomener uden at tage højde for at det ene fænomen er langt mere hyppigt end det andet. F.eks. er alkohol involveret i cirka 25% af alle trafikulykker - betyder det at ædru trafikanter, der jo forårsager 75% af ulykkerne, er mere farlige end de stangstive?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar