søndag den 26. juli 2009

Grønt lys er farligst

MetroXpress mandag 25/5 2009, side 6.

Baggrunden for denne mildt sagt bemærkelsesværdige overskrift er en undersøgelse fra Rådet for Større Færdselssikkerhed, hvor cyklister er blevet spurgt om hvad de tror er den farligste situation i trafikken. 12% svarede "at køre over for rødt". Til det bemærkes "men ifølge politiets tal er krydsning af vejen for rødt kun skyld i 3% af ulykkerne mod 11% når cyklisterne kører over for grønt".

Ganske vist ser man mange cyklister køre over for rødt, men mon ikke der er betydeligt flere der venter til det bliver grønt? Især i de stærkt befærdede kryds, hvor der er flest ulykkesmuligheder. For at konklusionen skal holde, skal vi have nogle tal for hvor mange der kører over for rødt, og hvor mange der kører over for grønt. Jeg er overbevist om at "de grønne" overgår "de røde" med mere end den faktor 4 der skal til for at vende konklusionen på hovedet.

Dette er et eksempel på en hyppig fejl. Man sammenligner 2 fænomener uden at tage højde for at det ene fænomen er langt mere hyppigt end det andet. F.eks. er alkohol involveret i cirka 25% af alle trafikulykker - betyder det at ædru trafikanter, der jo forårsager 75% af ulykkerne, er mere farlige end de stangstive?

lørdag den 25. juli 2009

Hvorfor denne blog?

En god måde at komme i medierne på er at offentligøre resultatet af en undersøgelse. En undersøgelse der i mange tilfælde udelukkende er blevet lavet for at kunne levere stof til et politisk angreb. Alt for ofte videregiver medierne disse partsindlæg fuldstændigt ukritisk, eller giver måske endda sensationsskruen en ekstra tand. Jeg bliver vred og irriteret hver gang jeg oplever dette.

Hvad gør man så? Skriver et læserbrev til avisen? Skriver til journalisten? Brokker sig til sine omgivelser? Alt sammen udmærkede løsninger, men jeg har valgt at bruge vreden som et afsæt til at entre blogverdenen. Igennem længere tid har jeg lagt stødende aviser til side, og vil nu - i fuldstændig vilkårlig rækkefølge - omdanne disse til blogindlæg. Som en positiv sideeffekt vil det også gøre min bolig mere rydelig.

Langt de fleste indlæg vil tage udgangspunkt i gratisaviserne. Det skyldes ikke at de er specielt skyldige - mange af artiklerne vil også kunne findes i betalingsaviserne - men ganske enkelt at jeg ikke længere holder avis. Jeg får mit nyhedsfix via avisernes online udgaver, og en gennemlæsning af gratissprøjterne i bussen. En gang imellem suppleres der med en rigtig vis, som jeg har samlet forskellige steder - lufthavne, tog, arbejdet.

Der vil ikke komme indlæg vedrørende tv nyheder. Dem har jeg forlængst opgivet af hensyn til mit blodtryk. Desuden får man flere og bedre nyheder på kortere tid ved at læse en avis. Måske vil der komme noget fra teksttv - det læser jeg stadigvæk.

Venner dropper sms

Første indlæg. En blød start - upolitisk og ukontroversiel:

MetroXpress onsdag 15/7 2009, forsiden.

En meningsmåling har stillet følgende 256 danskere i alderen 25 til 65 år spørgsmålet "hvem sender du flest sms'er til i løbet af en dag?" og fået følgende svar:

Kæreste/ægtefælle: 37%
Børn/forældre: 18%
Søskende: 2%
Venner/bekendte: 32%
Kolleger/medstuderende: 2%
Forretningsforbindelser: 1%

På denne baggrund konkluderer artiklen at "langt over halvdelen af alle sms'er sendes til den helt nære familie". Der er (mindst) 3 problemer med den konklusion:

  • Ganske vist har over halvdelen (57%) svaret at den kategori de sender flest sms'er til er en af de 3 familiekategorier, men det er ikke det samme som at 57% af alle sms'er går til familien. F.eks. vil et mønster med 40% til kæresten, 35% til vennerne, 20% procent til kollegaerne og 5% til en samarbejdspartner, give svaret "kæreste/ægtefælle". I dette tilfælde går 60% undenfor familien, men bliver taget til indtægt som 100% til familien.
  • Der tages ikke højde for forskelle i smsvolumen. Bedstemoderen der sender 3 sms'er om ugen til børnebørnene tæller ligeså meget, som den 25 årige der har sparet en formue ved at skifte til et abonnement med fri sms. Det er ikke et problem hvis formålet med undersøgelsen er at afklare hvad forskellige brugere bruger sms'er til, men det er katastrofalt ift. en konklusion omkring "alle sms'er".
  • Ved kun at spørge folk over 25 år går undersøgelsen undenom en meget betydelig del af det samlede sms forbrug. Dette forværres af at artiklen også taler om teenagere.

Udover disse 3 punkter er den også gal med overskriften. For at kunne bruge ordet "dropper" skal man kunne påvise en faldende tendens. Da der kun præsenteres de aktuelle tal, kan en tendens ikke påvises.

Slut for første indlæg. Forhåbenligt bliver det bedre med tiden.