tirsdag den 4. august 2009

Volden er flyttet fra værtshuset

Urban torsdag 7/5 2009, side 4

I dag har jeg fundet en klassiker i dyngen. Historien har efterhånden flere år på bagen, men får altid en del medieopmærksomhed. 2009 var ingen undtagelse, og ingen behandlede historien bedre end Urban.

"Du har større risiko for at blive offer for vold ved at tage i skole eller på arbejde, end når du bevæger dig på byens værtshuse, knejper og diskoteker" - sådan konkluderer Urban på baggrund af en statistik der afslører at 14% af al vold sker på "værtshus, bodega mv", mens 22% finder sted på "arbejde/uddannelsessted". Nu ved jeg ikke hvordan dagligdagen former sig for Urbans journalister, men resten af befolkningen tilbringer langt mere tid på deres arbejde end de gør på stamværtshuset - regnes risikoen, som den bør, som antallet af voldstilfælde i forhold til den tid man tilbringer på de to steder, vil baren vise sig klart farligere end kontoret.

Urbans artikel har særligt fokus på vold i skolerne. Specielt skolefesterne på ungdomsuddannelserne skulle være udsatte. En SSP-koordinator citeres således: "ofte er det ikke elever på skolen, men udefrakommende, der dukker op til festerne". Med andre ord, når uddannelsesstedet bliver en del af nattelivet! Med dette ekspertcitat skyder Urban deres egen artikel i sænk.

Det kunne være interessant at vide hvordan et klammeri med en bartender afspejles i statistikken - for os almindelige dødelige hører det under værtshusene, men for bartenderen er det arbejdspladsen. En anden faktor er at et overfald på en arbejdplads formentlig har større chance for at føre til anmeldelse - og dermed en plads i statistikken - end et par fulderikker der kommer op at toppes.

Ifølge statistikken sker 35% af volden på "offentlig gade/vej", og en anden artikel på samme side beskriver det typiske voldsoffer som en ung mand, der færdes på gaden fredag eller lørdag nat mellem 1 og 2. I mine ører lyder det værtshusrelateret.

Når man læser dette indlæg kunne man godt få den tanke at jeg har et horn i siden på værtshusene. Dette er ikke tilfældet (og jeg vil da også indenfor de næste 24 timer bidrage til omsætningen i branchen), jeg vil bare gøre opmærksom på at hvis man vil bruge denne historie til at vurdere risikoen ved at gå i byen, gå i skole, gå på arbejde eller i det hele taget bare gå; så får man ikke et korrekt billede. At der uddeles øretæver i Jomfru Ane Gade fredag aften, siger intet om hvor farligt det er at gå til bageren søndag morgen.

Dette indlæg er skabt under indflydelse af 16 Horsepower, live i Friedrichshafen 29/7 2000.

2 kommentarer:

  1. Den artikel så jeg også godt. Tsk tsk, journalistik nu til dags. Kender du forresten dette site? www.nt.ntnu.no/users/ystenes/sproyt/

    SvarSlet
  2. Jeg tænkte nok denne blog ville være som præsten prædiker...

    Jo, jeg husker Sprøytvarsleren fra gamle dage, og jeg har faktisk forgæves forsøgt at finde den igen, så tak for linket.

    SvarSlet