søndag den 16. august 2009

Indvandrere står ikke forrest i køen, når der skal fyres

Urban 10/8 2009, side 9

Det er med en lettere skamfuld fornemmelse jeg kaster mig over denne lille notits fra Urban. Jeg klager ustandseligt over den negative vinkling journalisterne altid giver deres historier - her har vi så endelig en positiv historie - og så det også galt! Den ellers glædelige konklusion i overskriften er baseret på følgende faktum: "Ledigheden blandt etniske danskere er steget med 120% i perioden fra juni 2008 til juni 2009, mens den for ikke-vestlige indvandrere kun er på 37%". Men risikoen for at blive fyret bedømmes ikke ud fra stigningen i ledigheden, med derimod fra faldet i beskæftigelsen. Det lyder som to sider af samme sag, men der er faktisk en stor forskel på de resulterende procenter.

Hvis arbejdsløsheden blandt danskere og indvandrere i juni 2008 var henholdsvis 3% og 15%, svarer de angivne stigninger i ledigheden til fald i beskæftigelsen fra henholdvis 97% til 93,4% for danskere, og fra 85% til 79,5%. Der har altså været fyresedler til 3,71% af danskerne og 6,53% af indvandrerne - hvormed vi må drage den modsatte konklusion.

De anvendte ledighedstal er produkter af min fantasi, men er absolut ikke urealistiske. Jeg kan ikke udelukke at avisen har ret og indvandrere rent faktisk har en lavere risiko for at blive fyret - jeg kender ikke de nøjagtige tal - men det forelagte talmateriale kan ikke bruges til at drage denne konklusion.

Nu vi har fat i Urban, så havde de en forrygende artikel 5/8 på side 16. En helsides artikel der byder på ren mikrofonholderjournalistik (eller hedder det "diktafonholder" indenfor de skrevne medier?) overfor en såkaldt trendforsker, der kommer med absurde forudsigelser baseret på trends i et meget snævert københavnsk miljø. Man føler sig næsten hensat til The Onion.

Dette indlæg blev til under indflydelse a Magnolia Electric Co. live Dubuque, Iowa 08.08.09.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar